Endelig, så nåede jeg frem alligevel! Da jeg drog afsted hjemmefra, havde jeg aldrig troet at det skulle være det sidste stykke, i caídavinoens mørke slud, der skulle virke som en uendelighed før jeg nåede mit mål. Nu ligger byens tætplaceret huse foran mig. Centrum af Riverdal. Nej vent, Hjertet af Riverdal, som de kalder det.
Jeg står og betragter stedet lidt, uden at ane hvilken vej jeg burde tage. Det er de mande stemmer der dukker op fra en sidevej længere fremme, der får sat mine iskolde og tunge ben i gang igen. Måske de kan sige, hvilken vej der er hurtigst hen til kroen.
”Undskyld mig” fremstammer jeg. Min stemme er ru og hæs, så jeg rømmer mig og gentager lidt højere. Den ene mand ser sig over skulderen, hen mod mig, og begge stopper op med deres fokus rettet mod mig. Jeg sætter farten op, for der er nok ingen af os der gider stå for længe i denne kulde.
”Jeg beklager at bremse Dem, men kan De fortælle mig vejen til kroen?” Selvfølgelig bliver jeg studeret for top til tå, og omvendt, selvom det jo ikke er det store de kan se, når jeg er dækket godt ind og har kappens hætte over mig.
”De kan følge med os.” Svare den ene mand, ham der først havde set sig over skulderen, som jeg lige skal til at tage kappens hætte ned. Jeg dropper bevægelsen med hånden, og følger med dem, på den lille tur igennem byen, der nok ikke er mere end et par minutter.
De åbner døren ind til den store toetagers bygning, der tørner sig op et stykke foran mig. Selvfølgelig er jeg stoppet op for at betragte bygningen, hvor der er indbydende lys i mange af vinduerne. Faktisk er det kun på øverste etage, der kun er et par vinduer med lys i. Det må være der værelserne er. Klassisk. Hvor der før havde været stille, bliver nu erstattet af latter, højrøstet snak og musik. Kroen. Jeg tager mig lige i, ikke at stumpe over mine egen ben, i ivrigheden over at komme ind i varmen.
Kappens hætte skubber jeg ned, nu jeg er indenfor. Varmen slår hurtig mod mine iskolde kinder og hænder. Det var da også bare forbandet, at jeg skulle støde ind i en bande forpulet banditter, der tog alt mit mad, min hest og mine handsker! Mad.. Jeg kan mærke hvordan mit mundvand stiger ved tanken, og det hjælper selvfølgelig hellere ikke at se servitricen gå forbi med flere lækre tallerkner på et fad. Hun sender mig faktisk et varmt smil.
Jeg går målrettet hen mod den kraftige mand der står bag disken. Alt imens jeg vænner mig til den aktive larm fra folk omkring bordene. Utroligt nok, vænner man sig hurtigere til det, end man lige tror når man træder ind.
”Har du et ledigt værelse?” Jeg hæver min stemme lidt, for at overdøve en anelse af larmen. Manden studere mig, præcis som de andre har gjort. En sjov vane. De virker på vagt.
”Vis mig dine papir.” Siger han. Uden tvivl. De er på vagt efter noget. Jeg rækker ind i inderlommen, for at finde mine papir frem. Roder rundt. Hvor pokker er de. Jeg forsøger at sende manden et smil, et smil der nok bliver lidt stift. De er væk… tasken… Nej….
Mine tanker og søgen efter mine papir bliver afbrudt, da døren bogstaveligt talt bliver smækket op. Vinden udenfor aner sin chance, og spurter indenfor. Nogle af stearinlysenes ild dør ud, som vinden får fat i dem. Musikken stopper. Stemmerne stopper. Larmen bliver til stilhed. Vi alle har rettet fokus på de nyankomne. Et par høje muskuløse mænd i uniform. De træder ind. Den første af dem, ham der må være anføreren, lader blikket løbe ud over hele forsamlingen. Den sidste lukker døren.
Anføreren tager de første skridt. Skridt hen mod mig. Nej, manden bag disken – kroejeren. Selvfølgelig. Jeg trækker mig nogle skridt væk, imens anføreren kigger på mig med et stålfast blik. Det blik føre han videre over til kroejeren.
”Nogen nyankommen gæster i dag?” spørg anføreren. Hans stemme virker så brutal, måske også lidt overlegen. Manden jeg havde set ind i øjnene for bare et øjeblik siden, ryster på hovedet. Jeg bemærkede godt det lille sekund, han kiggede på mig ud af øjenkrogen. Anføreren brummer, som om han ikke er tilfreds med svaret. Han vender sig rundt, så han kan se udover samlingen af folk. De fjerner hurtig deres fokus, og begynder enten at spise eller tale lavmælt. Stemningen var forandret fra det varme og glade, til en form for kulde.
”Hov.” Siger jeg, og griber servitricens arm, da hun kortfattet mister balancen. Hun var løbet lige ind i min skulder, og lidt af min ene fod. Hun kæmper med at redde de fire store fadøl der står ovenpå fadet, hun balancere rundt med. Sammen får vi situationen under kontrol, uden spildt øl og knust glas. Jeg er sikker på hun mumler et tak. Anføreren har rettet sin opmærksomhed mod os. Mod mig igen. Han træder tættere på tager en øl fra fadet servitricen står med, da han står helt henne ved os. Hun skynder sig videre hen til de andre af hans slags, der er ved at indtage et bord, andre hurtig har flyttet sig fra. Han kniber øjnene ganske lidt sammen mod mig.

”Jeg mindes ikke at have set dem før…”

Dette er starten på min historie. Hvad er din?