Regnen begynder som støv. En fin dis af vand hænger over byens tage og lægger sig som små dråber på vinduerne i Morlocks hjem. I løbet af morgenen tager den til. Nu trommer regnen mod tagstenene, løber ned ad de høje stenmure og samler sig i blanke pytter på den lukkede gårdsplads. Denne morgen er regnen næsten den eneste lyd. Jeg ligger vågen ved siden af ham og lytter til den. Eller måske lytter jeg mest til hans vejrtrækning. Den er for hurtig. For overfladisk. Sengen er bred nok til os begge, men jeg ligger helt ude ved min side for at give ham plads. Normalt ender vi tæt på hinanden i løbet af natten, uanset hvor stor sengen er. Hans arm omkring mig. Mit hoved mod hans bryst. Ben filtret ind i hinanden. Ikke nu. Nu sørger jeg for, at der er afstand mellem os. Ikke fordi jeg ikke vil røre ham. Fordi det gør ondt på ham, når jeg gør det. Selv små bevægelser får hans krop til at spænde. Hver gang han vender sig, presser han kæberne sammen, og en dæmpet lyd slipper ud mellem hans læber. Jeg har næsten ikke sovet. Når det endelig lykkes mig at lukke øjnene, går der kun få minutter, før han bevæger sig, mumler eller trækker vejret anderledes. Så er jeg vågen igen. Jeg vender hovedet og betragter ham i det grå morgenlys. Hans mørke hår klistrer til panden. Huden er bleg, men kinderne er røde af feber. Selv i søvne er hans kæbe anspændt, som om han stadig kæmper mod de tinacher, der angreb ham. Han skal ikke ligge her. Han skal være i træningshallen og irritere mig med sit skæve smil. Han skal stå over for mig med et sværd i hånden og lade, som om det ikke gør ondt, når jeg rammer ham hårdere, end han forventer. Han skal være Azran. Ikke en bleg skygge af sig selv. Jeg løfter forsigtigt hånden og lægger fingerspidserne mod hans pande. Varmen rammer mig øjeblikkeligt. Alt for varm. Stadig. Jeg bider tænderne sammen og trækker hånden til mig. Det er flere dage siden, tinacherne angreb ham. Flere dage siden deres kløer rev gennem hans tøj og efterlod dybe sår langs hans side og ryg. Healerne behandlede ham med det samme. De rensede sårene, brugte urter, eliksirer og helende magi. Alt det, der normalt virker mod tinachernes gift. Men denne gift er anderledes. Liya 11:47:20 Azran tilbragte de første døgn i sygeafdelingen nedenunder, hvor healerne kunne holde øje med ham hele tiden. I går fik han lov til at komme tilbage på sit eget værelse. Ikke fordi han har det bedre. Fordi han ikke længere behøver at ligge i en af sygestuerne for at modtage behandlingen. Healerne kan lige så godt komme herop, og her er mere ro. De kommer flere gange i løbet af dagen. De undersøger sårene. Tager blod. Forsøger med nye blandinger. Diskuterer dæmpet ude på gangen, som om døren kan forhindre mig i at høre dem. Det er jo kun den ene vej det virker. Jeg hører ordene. Og jeg hører stilheden, der følger efter dem. Stilheden er værst. Det er ikke den gift, vi kender. Den er blevet ændret. Nogen har gjort den stærkere. Azran bevæger sig brat ved siden af mig. Jeg farer op på albuen. Hans hånd glider hen over madrassen, indtil fingrene finder mit håndled. “Liya.” Hans stemme er ru og hæs. “Jeg er her.” Hans greb er svagt, men anspændt. Han åbner øjnene. Feberen gør dem blanke, men det er stadig ham, der ser på mig. Stadig det blik, der får mig til at føle, at han kan se lige gennem alle de løgne, jeg fortæller for at holde mig selv samlet. “Du sover ikke,” mumler han. “Det gør du heller ikke særlig overbevisende.” Et svagt smil trækker i hans mundvig. “Jeg er syg. Jeg har en undskyldning.” “Jeg er bekymret. Det har jeg også.” “Dårlig undskyldning.” “Jeg kan finde på en værre.” “Det tvivler jeg ikke på.” Jeg sætter mig forsigtigt op og trækker tæppet tættere omkring ham. Han er brændende varm, men ryster alligevel. Jeg hader det. Jeg hader, at hans krop kæmper mod noget, ingen forstår. Jeg hader, at healerne intet kan gøre. Og mest af alt hader jeg, at jeg heller ikke kan. “Har du mere ondt?” spørger jeg. “Nej.” Jeg ser på ham og han holder mit blik i få sekunder, før han sukker. “Ja.” “Hvor?” “Overalt.” Hans forsøg på at smile får noget inde i mit bryst til at knække. “Det var ikke det svar, jeg håbede på.” “Så skulle du have stillet et lettere spørgsmål.” Jeg rækker ud efter glasset på natbordet. Han forsøger at sætte sig op, men kroppen spænder, og han standser med en skarp indånding. “Lad være,” siger jeg. “Jeg kan godt selv.” “Det kan jeg se.” Han sender mig et blik, men lader mig føre en arm bag hans ryg og hjælpe ham op. Han føles for varm mod mig. Og alt for tung. Ikke fordi han vejer mere end normalt, men fordi han ikke hjælper til på samme måde. Fordi styrken mangler. Jeg holder glasset for ham. Han drikker langsomt. Selv de få mundfulde virker til at kræve en indsats. Da han lægger sig ned igen, bliver min hånd liggende under hans nakke et øjeblik længere, end den behøver. Hans blik hviler på mig. “Du skal ud i dag.” “Nej.” “Det var hurtigt svaret.” “Fordi svaret er nej.” “Liya.” “Azran.” Liya 11:50:53 “Du har været herinde i flere dage.” “Jeg har været på toilettet flere gange. Det tæller som udflugter.” “Du spiser næsten ikke.” “Det gør du heller ikke.” “Jeg er syg.” “Det er stadig en dårlig undskyldning. Han lukker øjnene kort. Da han åbner dem igen, er blikket mere alvorligt. “Tag hen og se E som i aftalte” Jeg ryster straks på hovedet. “Jeg bliver her.” “Du har fri fra skolen.” “Netop. Så jeg kan blive her.” “Du kan ikke gøre noget lige nu.” Ordene rammer hårdere, end de burde. Jeg slipper hans hånd. Han ser det med det samme. “Det var ikke sådan ment.” “Men det er sandt.” “Liya.” Jeg glider ud af sengen og rejser mig. Værelset føles pludselig for småt, selvom det er stort. Alligevel kan jeg ikke få luft. “Jeg sidder her, mens healerne kommer ind og ser mere bekymrede ud for hver gang,” siger jeg. “Jeg ser dig få det værre, mens alle fortæller mig, at de arbejder på det. Ingen vil sige det højt, fordi de tror, jeg går i stykker.” “Gør du det?” Jeg vender mig mod ham. “Nej.” “Du lyver.” “Det gør du også hele tiden.” “Kun når det er nødvendigt.” “Så gør jeg det samme.” Han betragter mig længe. Regnen slår hårdere mod ruden bag mig. “Jeg beder dig ikke om at forlade mig,” siger han lavt. “Jeg beder dig om at gå ud i et par timer.” “Det føles som det samme.” “Det er det ikke.” Jeg ser væk. “Jeg kan ikke slappe af, når jeg ikke ved, hvordan du har det.” “Du slapper heller ikke af her.” Han har ret. Det gør mig kun mere irriteret. Han løfter hånden mod mig. Bevægelsen er langsom, og han må standse halvvejs, men jeg ved, hvad han vil. Jeg går tilbage til sengen og sætter mig ved siden af ham. Hans fingre lukker sig omkring mine. “Find E,” siger han. “Drik kakao. Tal om noget andet end gift og død.” “Det lyder enormt hyggeligt.” “E kan sikkert finde på et værre samtaleemne.” “Det kan han helt sikkert.” Hans tommelfinger bevæger sig svagt hen over mine knoer. “Kom tilbage bagefter.” Som om jeg kunne andet. Jeg læner mig ned og presser læberne mod hans pande. Varmen rammer mig igen. “Jeg kommer tilbage.” “Godt.” “Og du bliver her.” “Jeg havde tænkt mig at løbe et par omgange på træningsbanen.” “Jeg overvejer stadig at binde dig fast.” “Normalt ville jeg ikke protestere.” Jeg stirrer på ham. Et glimt af tilfredshed viser sig i hans trætte øjne. Jeg hader ham en lille smule for stadig at kunne få mit hjerte til at slå hurtigere, mens han ligger med feber og knap kan løfte hovedet.