Jeg går mod Morlocks hjem efter mødet med E. Det tror jeg i hvert fald. Jeg bevæger mig gennem regnen med hovedet fuldt af Azran, gift og keranter. E’s ord gentager sig, indtil de bliver til en rytme under lyden af vandet. En gift, der angriber magien. Et eksperiment. Skyggenetværket. Jeg ser ikke gaderne omkring mig. Jeg lægger ikke mærke til butikkerne, jeg passerer, eller de mennesker, der må træde til side for mig. Først da jeg står foran skolens ydre port, stopper jeg. Jeg blinker regnen ud af øjnene. Hvad laver jeg her? Jeg burde vende om. Azran venter Alligevel bliver jeg stående. Mit blik glider mod den bagerste del af skolen. Den forbudte del. Den ligger skjult bag lærernes områder, afskåret fra resten af bygningen. Ingen bruger den længere. Ingen elever må gå derind. For få dage siden gjorde Caelan, Azran og jeg det alligevel. Vi fandt min fars gamle hjem. Det skjulte bibliotek. Og sporene efter en sandhed, ingen i vores familie har fortalt os. Vaelorin-slægten har brugt blodmagi. Ikke bare min far. Vores forfædre. Det er vores arv. Men noget trækker i mig. Det er ikke en stemme. Ikke rigtigt. Mere en fornemmelse under huden. En spænding, som om en usynlig tråd er bundet om mit brystben og nu strammer. Jeg går gennem porten før jeg ombestemmer mig. Regnen har tømt gårdspladsen, og de fleste elever er indenfor. Jeg bevæger mig langs den overdækkede gang og holder blikket fremad. Jeg har stadig ret til at være på skolen. Bare ikke dér, hvor jeg er på vej hen. To lærere kommer ud fra en sidedør. Jeg træder ind bag en søjle. “Der er stadig fugt i den østlige mur,” siger den ene. “Morlock må sende nogen til at se på det.” “Han ejer ikke skolen.” “Han ejer halvdelen af byen.” “Det gør ikke sagen bedre.” Deres stemmer forsvinder ned ad gangen. Jeg venter et øjeblik. Så glider jeg videre. Døren til den gamle fløj er stadig låst, men jeg ved hvordan vi kommer ind. Jeg trækker den tynde metalstift op af ærmet, og stikker den ind mellem låsens slidte dele. Et klik. Jeg skubber døren op. Luften på den anden side er koldere. Støvet ligger tykt langs panelerne, og regnen løber ned ad vinduerne som mørke spor. Ingen lamper er tændt. Jeg lukker døren bag mig. Mine skridt lyder for højt. Jeg passerer de gamle værelser, den tomme salon og den lange korridor, hvor falmede billeder stadig hænger skævt på væggene. Min fars hjem. Før han blev den mand, alle frygtede. Før blodmagien. Bibliotekets skjulte dør står, som vi efterlod den. Jeg skubber den op. Rummet lugter af gammelt papir, støv og noget metallisk, jeg ikke kan forklare. Reolerne står tæt langs væggene. Flere bøger ligger stadig spredt på bordet fra vores sidste besøg. Og i den fjerneste del af rummet står skabet. Jeg mærker det øjeblikkeligt. Trækket. Kaldet. Jeg tvinger blikket væk og går hen til bordet. Der ligger gamle optegnelser om familien. Navne. Datoer. Noter om magi og arv. Jeg forsøger at læse, men kan ikke koncentrere mig. Skabet står bag mig. Jeg kan næsten mærke det i nakken. “Det er et skab,” hvisker jeg. “Ikke et levende væsen.” Det hjælper ikke, så jeg vender mig. Dørene er mørke og dækket af fine udskæringer. Mønstre, jeg først troede var tilfældige, men som nu ligner sammenvævede grene. Eller årer. Jeg går nærmere. Min hånd ryster svagt, da jeg griber om håndtaget. Døren åbner med et lavt knirk. Indholdet er, som vi efterlod det. Notesbøger. Små æsker. En tynd kæde med en klar krystal. En lille stofpose. Og den forseglede bog. Jeg tager bogen ud først.Omslaget er mørkt og glat. Ingen titel. Intet navn. Jeg prøvede at åbne den sidste gang. Caelan prøvede. Aeron prøvede. Den gav sig ikke. Magien holder siderne sammen, som om hele bogen er ét stykke. Jeg lægger den på bordet. Så tager jeg stofposen. Der ligger en lille krystal indeni. Den er mørkere end den i halskæden, næsten røgfarvet. Da jeg holder den op mod lyset, glider noget inde i den som en skygge under vand. Jeg burde ikke røre den. Det ved jeg. Alligevel lægger jeg den på bogen. Magien reagerer øjeblikkeligt. Et gyldent lys skyder gennem omslaget i tynde linjer. Symboler dukker frem, ét efter ét, og låsen giver efter med et blødt klik. Jeg trækker hånden tilbage. Bogen åbner sig. Den første side er næsten tom. Kun en enkelt sætning står skrevet midt på papiret. Hvis denne bog har åbnet sig for dig, bærer du Vaelorins sande blod. Jeg bliver kold. Nederst står et navn. *V. Vaelorin.* Min farfar. Det må det vær. Jeg står længe uden at bladre. Jeg har aldrig mødt ham. Kun hørt brudstykker. Nogle siger, han var stærk. Andre, at han var farlig. Ingen taler om ham længe ad gangen. Ikke efter hans død. Jeg bladrer videre. Håndskriften er tæt og præcis. Noterne handler om keranter, gamle portaler og steder, hvor magien er tynd. Så kommer overskriften som fanger mig: *Skyggeverden.* Jeg læner mig nærmere. Den er hverken de dødes rige eller de levendes. Den eksisterer mellem dem. Et sted, hvor minder kan tage form, og hvor de døde nogle gange bliver hængende. Ikke som levende. Ikke helt som ånder. Keranterne bruger den som en smutvej. Når de forsvinder, rejser de ikke gennem Tinera. De rejser udenom. Jeg bladrer hurtigere. Der er tegninger af portaler. Kort over steder, jeg ikke kender. Beskrivelser af væsner, der bevæger sig gennem skyggerne. Så finder jeg tegningen af krystallerne. Den røgfarvede sten. Den klare sten i halskæden. Ved siden af står instruktionerne. Bær den klare krystal tæt på hjertet. Læg den mørke mod mærket. Lad blodet vise vejen. Jeg synker. Blod. Selvfølgelig. Jeg burde lukke bogen. Men hvis keranterne bruger Skyggeverden som vej, kan der være svar derinde. Svar om giften. Om eksperimenterne. Om hvordan jeg redder Azran. Jeg tager halskæden op. Krystallen er kold mellem mine fingre. “Det her er dumt.” Ingen svarer. Jeg hænger kæden om halsen. Den klare sten lægger sig mod brystet. Så tager jeg den mørke krystal og holder den over symbolet i bogen. Intet sker. Lad blodet vise vejen stod der. Jeg stirrer på ordene. “Selvfølgelig.” Jeg trækker den lille kniv fra bæltet. Kun et snit. Jeg skærer spidsen af fingeren og lader én dråbe falde på krystallen. Verden revner. Lyset eksploderer gennem rummet. Reolerne bøjer sig, selvom de ikke bevæger sig, og gulvet forsvinder under mine fødder. Jeg forsøger at gribe fat i bordet. Min hånd går gennem det. Kulde lukker sig om min krop. Noget trækker mig fremad, mens noget andet forsøger at holde mig tilbage. Mit bryst brænder, hvor den klare krystal ligger mod huden. Så kommer stilheden. Fuldstændig. Jeg rammer gulvet på knæ. Jeg gisper og presser hænderne mod gulvet imens jeg prøver få vejret helt normalt igen. Jeg rejser mig langsomt.