De hvisker. De skriver. Hver eneste bevægelse vi laver, bliver historie. Vi ved det ikke. Vi ser dem ikke. De ser os, og de leder efter det samme som vi gør: Vores skæbne. Vores natur. Vores sjæl. Når historien bliver fortalt, prøver vi alle at finde den gode, den onde, helten og skurken. Vi ved allerede, før historien slutter, hvad side vi er på. Hvem vi ønsker vinder, og hvem vi ønsker taber. Du kender ingenting til mig, men alligevel bedømmer du mig. Du bedømmer mig ud fra en historie, jeg ikke selv har skrevet, fordi du er nød til det. Du er nød til at tro på, at nogle er lyset og nogle er mørket.Husk på én ting, og prøv ikke at benægte det – Vi alle har mørke i os. Du er den eneste, den kan kontrollere din egen natur – den eneste der kan bestemme, hvor mørkt mørke er. Vi alle har en skæbne. Og vi alle prøver at finde sandheden

Velkommen til min verden – vores verden.

*

Flagenes blå farve, der ofte stod kraftfuldt frem, blegede med det grålige triste vejr. Stoffet der udgjorde de mange flag henover byen, bevægede sit kraftfuldt i takt med vinden og regnen, der hærgede Recontall denne dag. De gader som havde været fulde af liv i går, lå ødet og stille hen. Stod man, ligesom den stolte konge Luvon, og kiggede ud over byen, kunne man hurtig give sig selv forestillingerne om en forladt by.

”Vejret har altid haft en stor betydning for, hvordan livet i byen fungere.” Luvon flyttede ikke blikket, men talte roligt videre. ”Står solen fremme, springer folk ud med kraftfuldt glæde, men så snart skyerne trækker sig sammen, trækker de sig tilbage, akkurat som blomsterne. På overfladen virker byen trist og forladt, på en dag som denne, men træder du tættere på og kigger ind, vil du opdage en masse liv min søn.” Han drejede sig rundt, og kiggede hen på sønnen, der mere var optaget af hans egne bens bevægelser end faderens tale.

Snart min søn. Snart vil du vokse og blive en rigtig mand. Kongen trak op i et mindre smil over sine tanker, han forestillede sig hvordan hans søns udvikling de næste ti år ville blive. Lige nu var der ikke meget om den spinkel dreng, med det sorte hår. Hans trak var fine, og han var skam også velbygget til det yderste, men musklerne manglede endnu. Han vil blive en fantastisk prins, og senere konge. Stræk og god. Præcis som sin far.

Sønnen, Dakath, sad på den mørkeblå sofa, og lod blikket glide over og op på sin far, da han fik følelsen af at blive kigget på. Han sendte sin far et let smil, og skjulte til lethed sin forvirring over, om han havde overhørt noget faderen havde sagt og nu afventede svar på. Luvon begyndte at gå hen mod døren ud til gangen, ”Jeg har noget til dig, kom.”

*

Luvon var stolt, da han lagde hånden på Dakaths skulder. Knægten havde lige fået metallet stukket i hånden – hans første sværd. Det havde været en kedsom dag for sønnen, indtil nu. Hans strålende havblå øjne, spejlede stolt ned på sværdet.

Mit første sværd. Tænkte han stolt, mens han lukkede hånden fast omkring sværdets skaftet. Den vil gøre mig usårlig! Jeg vil kalde den… Bane.. Du der! Ræk mig Bane… Ja, Bane.. det er et godt navn for et sværd… Hans tanker forsatte, imens han tog et skridt væk fra sin far og svingede med sværdet, præcis som han havde set de mange riddere gøre det.

Kongen gav et håndsignal til en af ridderne, der stod i træningshallen og havde guidet et par yngre vagter, der var under oplæring. Ridderen bukkede, da han stod foran kongen. Som ridderen stod rettet op igen, gav kongen ham et nik.

”Tag dig af min søn, og giv ham en god opstart.” Kongen var bestemt i sin tone, selvom det ikke var nødvendigt. Ridderen forstod, at prinsen skulle oplæres på den bedst tænkelige måde. Luvon gav sin søns skulder et klem, inden han lod ham gå med ridderen. Selv stillede han sig hen, hvor han kunne følge sin søns bevægelser uden problemer og forstyrrelser.

”Ak, så kom dagen.” Kongen behøvede ikke at dreje hovedet, for at se hvem der var komme hen til ham. Han vidste det var sin lillebror, Rascal.

”Ja. Han vokser hurtigt nu.”

”Det bliver godt for hans muskler og krop at komme i gang. Han er noget tynd i det.”

”Du så ikke meget anderledes ud, da du fik dit første sværd.” Rascal nikkede bekræftende, selvom det nogen gange var svært at forestille sig. Måske var det tiden, det var næsten 60 år siden, han selv havde modtaget sit første sværd. 60 år var mange år, at huske tilbage.

”Før du har set dig om, sætter han dig af tronen, for selv at tage den.” Broderen kiggede på Luvon, med et skævt kækt smil. De havde altid haft et godt sammenhold sammen, på trods af den letter jalousi fra den yngste. En jalousi der ikke kunne undgås, når de begge var født til at være konger, men kun én af dem havde pladsen. Luvon begyndte at grine højlydt, inden han klappede Rascal med et fast håndtryk på skulderen. ”Homerisk sans har du aldrig manglet, kære bror.” Broderen smilede, og gav kongens arm et kort klem. Han lod blikket hvile hen på sin nevø.

”Jeg tror min nevø, har brug for en rigtig læremester.” Rascals stemme var høj, og skar lige igennem salen. Hver eneste stoppede i deres bevægelser, og lod blikket falde hen mod deres ledere. Ridderen som havde taget sig af den stolte knægt, gav et kort nik og tog et skridt tilbage. Onklen gik smilende hen imod sin nevø, og knælede foran den unge knægt. Han gav et kort nik, imens han knælede, inden han lod sine mørkebrune øjne møde nevøens blå øjne.

”Vil du lade din kære onkel træne med dig?”

”Ja onkel.” Nikkede Dakath. Han prøvede at forholde sig, som en rigtig prins ville gøre det, selvom han indvendigt boblede af glæder over det hele. Pludselig var den kedsommelige dag, slet ikke så kedelig mere. Han havde fået sit sværd!

*

Præcis som kongen havde fortalt sin søn, så var byen på ingen måder forladt. Folkets glæde og liv summede ikke udenfor i gaderne, men indenfor, som på kroerne. Især den lokale kro, var på en dag som denne, proppet med mennesker. På det sidste, var der kommet mange tilstrømninger til Riverdal. Både nye bebor, og gennemrejsende. Mange gennemrejsende var drukket op som revanoen var trådt i kræft, hvilket bestemt ikke var unormalt. En dejlig følelse og indtjening for kroejerne, selvom det også var et hårdt pres at have så mange sovende og spisende gæster.

Zealot stod under halvtaget foran kroen. Som døren gik op, blev roen udenfor erstattet af højlydte stemmer og grin for et øjeblik. Han rettede opmærksomheden mod maden der trådte ud fra kroen, Sheol. En af hans nærmeste og trofaste venner. Han tog et sidste sug af smøgen, inden han smed den fra sig, ud i en vandpyt.

”De sidste er ankommet.” Sheol, stillede sig hen ved siden af sin ven. Begge deres blikke var fasthold ligefrem.

”Godt,” Svarede Zealot og kiggede mere mod himlen. Hans kraftige lange blonde hår, bevægede sig i vinden. ”Lad os håbe, at vejret bliver bedre i løbet af natten.”

”Det overrasker mig, at du ønsker solskin. Vejret har aldrig førhen sagt dig noget som helst.”

”Hvem siger jeg taler om solskin.” Zealot rettede på læderjakken, inden han flyttede sig fra sin plads og nærmede sig døren til kroen igen. ”Få en god natsøvn Sheol, for i morgen bliver en ny tid.”

Vennen tog en dyb indånding. Lod regnens og blæstens kulde trænge godt ned i lungerne, inden han pustede ud igen. ”En ny tid, en ny begyndelse. En god natsøvn lyder godt.” Han flyttede sig ligeledes som Zealot, og sammen trådte de på ny ind i larmen og glæden igen.

*

Vinden fangede atter Zealots blonde lokker. Han stod på en bakke, ventende på de sidste mænd, der skulle med ham. Han blik hvilede mod slottets store mure og tårne. Tidligt i morges havde det virket til, de gik noget af en solrig dag i møde, men efter nogle timer havde tunge skyer trukket sig ind over Recontall på ny.

”Hvis vi venter en time endnu, tror jeg regnen kommer.” Sagde Sheol. Zealot pustede den sidste røg fra smøgen ud, og lod det sidste af den falde til jorden. Denne ene sorte støvle dækkede hen over den lille del, som den ramte jorden, for at sikre sig, den slukkede helt og ikke startede en brand.

”Jeg vil hellere være i luften, inden det begynder at regne.” Var hans rolige svar. Sheol kiggede letter beundrende på Zealot. Den rolighed han besad, selv når han vidste at liv i dag ville gå tabt. Fjenders, såvel som venners. Zealot klappede sin mest betroet ven på skulderen, inden han gik hen til den lille klynge af mænd, der sad og blot ventede.

”Vi ven..”

”De kommer nu.” Afbrød Sheol, lige da Zealot skulle til at tale. Zealot kiggede sig over skulderen, og gav et nik til de sidste to mænd, der endelig havde besluttet sig for at dukke op. I et lille øjeblik overvejede han at give dem et par hårde ord for deres sjuskede og forsinket fremmøde, men besluttede at lade det passere for denne gang.

”Vi er klar” sagde Zealot, og rettede på sin læderjakke. Det var de ord og den lille bevægelse, der fik resten af mændenes til at rejse sig. De alle havde en kølighed over ansigtet, som ansigtsmaling blot fremhævede yderligere. Nogle af dem knyttede kort deres næve, med en skjult dybt vejrtrækning, for at skjule deres letter nervøsitet, som alle ville have i deres situation i enten en mindre eller større grad. Mændene gav et nik, og sammen forsvandt gruppen på de femten mænd ind i skovklyngen.

*

”Beskyt kongen og prinsen!” Råbte en stemme, der forsøgte at skære igennem larmen fra de mange skrig, råb og ikke mindst metal der slog imod hinanden på slotspladsen. Det var Rascal der forsøgte at trænge ind til sine mænd, der kæmpede for at holde fjenden væk fra slottes døre og ikke mindst, kæmpede for deres eget liv. Med en hurtig bevægelse, tog han fat i sin sidemands arm, og trak ham tilbage, inden modstanders sværd fik ham. Rascal jog hurtig sit sværd ind i modstanderen, som sank til jorden. Sidemanden lod sin hånd hvile kort mod Rascals skulder som tak. Rascal bemærkede det kort, men brugte den lille puste pause til at løfte sit blik. Han havde i længere tid fornemmet en skygge over dem, og nu indså han at hans frygt var sandt – en drage svævede over dem.

”Træk jer tilbage!!” Råbte Rascal højt. Dragen svævede stadig over dem, men begyndte sin færd ned mod slotspladsen, som dragen begyndte sin færd ned mod slotspladsen – ned mod dem. Panikken begyndte at brede sig hos mændende. Mænd var til at vinde over, men en drage havde de ingen chance imod. Slet ikke, hvis der kom flere.

Rascal kunne mærke varmen fra ilden, dragen spyede ud. Han nægtede at se sig tilbage, som han løb mod slottes store døre, sammen med nogle få andre, der havde fået løsrevet sig fra fjenden. Han vidste, at mange af deres mænd allerede havde tabt. At ilden havde fået fat i største delen af dem, blot for at smelte deres hud. Han håbede fjenden havde været tåbelig nok, til også at lade ilden få nogle af deres egen mænd. Han gav et hurtig, men velkendt smæld, som fik mændende bag de store døre til at åbne den. Et par riddere pressede sig ud, for at stoppe de få fjender, der havde undviget ilden og forsøgt at følge med Rascal og de andre. Dørene blev lukket i med et smæld. Barrieren blev atter sat på. Rascal lænede sig op af muren, tog hovedet tilbage og forsøgte at få pusten tilbage.